Jeg bortgav ingen Lok før af mit Hår
til nogen Mand. Så det er første Gang
med den, jeg her om mine Fingre tvang
i al dens brune Vægt, så langt den nåer.
Tag den! Du veed, min Ungdom var igår;
ej flyver mer mit Hår til Strenges Klang,
ej kranser jeg det mer med Blomst i Vang
som unge Piger. Alt, hvad det formår,
er nu at sløre, hvad ej Tid kan slette:
To blege Kinders Spor af mangen Tåre.
Jeg havde tænkt, den faldt først på min Båre,
den Lok. Men Elskov tog sig selv tilrette.
Så tag den, du! — Rent vil endnu dig møde
det Kys, Moer gav mig dèr, den Dag hun døde.