Elsk mig, ifald du må, for intet andet
end Elskovs egen Skyld. Giv ej til Grund:
»Jeg elsker hende for det Blik — den Mund —
det bløde Tonefald — et ligedannet
Sind eller Tankesæt, der mangen Stund
i lifligt Samspil har med mit sig blandet« —
Alt sligt kan skifte som et Skum på Vandet;
dit Syn kan skifte; og med Elskovs Grund
forsvinder Elskov. Elsk mig heller ej,
fordi du gerne trøster mig så ømt;
thi glemte jeg at græde, mens min Vej
gik ved din Side, var jeg dermed dømt.
Elsk mig for Elskovs egen Skyld! Jeg veed,
da kan du elske mig i Evighed.