Er det nu ogsaa rigtig sandt?
Og tror I, han er rask?
Spring, Tøse, hiv mig Uld og Garn
på Loftet med et Klask!
Lad Hjulet stå, sæt Rokken hen,
skynd Jer og gør istand.
Min Colin kommer! Kåben hid,
jeg vil se ham gå i Land.
For hvad skal jeg med Hus og Hjem,
og hvad skal jeg med Jer?
Der er ingenting ved Hus og Hjem,
hvor ingen Husbond er.
Find strax min franske Parasol,
tag Blondekysen frem,
så ser Lodsoldermandens dog,
at Colin kommer hjem.
De Saffians Tøfler kan gå an
til Strømper perleblå —
Alt for min kære Husbonds Skyld,
det vil han let forstå.
Fej Asken ud, hæng Gryden op,
nej, Tøs, den store dèr!
Giv Annie Sirtses-Kjolen på
og Ben hans Søndagsklæ’er —
snehvide Strømper, blanke Sko,
alt uden Rift og Plet:
Min kære Husbond lider nok
at se dem holdt lidt net.
Og fang mig så to fede Høns,
og pluk dem i en Fart;
når Colin kommer hjem, skal alt
stå klappet strax og klart.
Dæk Bordet, Børn, så pænt I kan,
bred Dugen glat og blankt ...
Hvem veed, hvad Colin fik for Mad,
imens han foer så langt?
Hans Røst er blid, hans Hjerte tro,
hans Andedrag en Blæst;
hans Trin på Trappen lyder mig
som Strengeleg og Fest.
Og er det sandt, han kommer nu,
så Gud ske Lov! Hurra!
Det svimler for mig. Jeg må le —
og græder vist endda.
For hvad skal jeg med Hus og Hjem,
og hvad skal jeg med Jer?
Der er ingenting ved Hus og Hjem,
hvor ingen Husbond er.