da er det tyve År, vi såe,
fra dette Mørke faldt os på,
min Mary!
Din Styrke mindskes Dag for Dag,
din tapre Sjæl er blevet svag;
mit Vanheld blev dit Nederlag,
min Mary.
Din Nål, som før fløj blank og glat
for min Skyld både Dag og Nat,
ruster nu ensom og forladt,
min Mary.
Du kender det, der står på Spil;
kun hjælpe, som du kærligt vil,
duer dit Syn ej mere til,
min Mary.
Men trofast har du kone-slidt,
og tryllebundet Tråden blidt:
Mit Hjerte slipper aldrig dit,
min Mary!
Og taler du i dunkle Sprog
som En, der drømmer: Ingen Bog
synes mig halvt så dyb og klog,
min Mary.
Dit sølvgrå Hår, hvis tunge Krans
har tabt Kastaniens brune Glans,
er mer end Solskin for min Sans,
min Mary.
Thi var ej det og du mig nær,
hvad blev da Sol og Stjerneskær,
hvad blev mig selve Livet værd,
min Mary?
Din Hånd er, som din Hjerne, træt;
men trykker jeg den ganske let,
så gætter du min Mening. Gæt,
min Mary!
Thi smerter dine svulne Led, i
så du må støttes Fjed for Fjed —
din Kærlighed holdt ubrudt ved,
min Mary.
Og hvo som elsker uden Løn
har fundet sig en Ungdomsbrønd,
der gør — trods År og Sygdom — skøn,
min Mary!