Se i dit Spejl, sig den, du ser derinde,
nu er det Tid, de Træk dèr præger andre;
hvis ej, svig Verden, uden selv at vinde,
og lad en Moder uvelsignet vandre.
Thi hvor er Mø så skøn, at hendes Bug
gold vrager Pløjning af din Husbondflid?
Og hvor er Mand så selvkær, at i Smug
han vil sig gemt og glemt til evig Tid?
Du er din Moders Spejl, hvori hun har
et Genskær af sin Yndigheds April:
Saa skal og du, i egen Alders Glar,
trods Rynker, se din Ungdoms gyldne Smil.
Men er din Fremtids Håb et udslukt Nu,
dø ugift, og dit Billed døer som du.