Ikke tit,
nej, ikke tit.
Jeg slås med de løbende Tider,
selv løbende slås jeg og slider
for mig, og for mere end mit.
Dog sker det, når i Tøbruds-Flod
jeg hører Bækken spille
mod Piletræets Rod —
at jeg en Stund står stille.
Blankt og blidt,
så blankt og blidt —
det fløjter i Buske og Hække,
det risler i alle de Bække,
vi vandrer derude så tit.
Der står et Sted en stynet Pil
imellem dybe Grøfter:
Jeg ser dit Blik — dit Smil —
og Sløret, som du løfter.
Hver til sit,
længst hver til sit.
Det var kun om Dagen, det tøede.
En stærkere Sol skulde gløde,
før Knopperne åbnedes frit.
En anden blev min Tjørne-Maj,
dertil min Rosen-Sommer,
og, hvis hun vil som jeg,
min Vinter, når den kommer.
Ikke tit,
nej, ikke tit —
men hører jeg Bækkene rinde,
vågner i Hjertet et Minde,
så lysende blankt og blidt.
Da stanser jeg en Stund — April! —
står stille for at nynne —
dit Blik — dit unge Smil —
din Godhed, og din Ynde —