I
Klokkerne klang. Af Solskin sitrede Luften,
sitred og sang igennem de dybe Gader,
hvor Mængden mylrede, berust af Duften
fra Blomstertorvets Trin og Søjlerader.
Mercato Nuovos gamle stengrå Hal
bugned af duftblå Heliotropkaskader,
mens dugfrisk purpurrøde Rosenfald
vælted sig ud imod de hede Gader.
Klokkerne klang, og der var høje Råb:
„Se, Signorina! Roser her, Signore!” —
Et Blik blot for en Blomst! Blus højt, mit Håb
O, Rose, Rose, veed du hvad du gjorde? —
Kurve med Roser. Trængsel, Puf og Stød.
Vogne med Roser. Voxgul mat Niel
i fornemme Damers hvide Kniplingsskød
hos bleg la France, der dufter sig selv ihjel.
II
En Rullestol gled lavt igennem Mylret,
En skrumpen gammel grå Morlil, sortsjalet,
med Hånden på dens Håndtag gik og pylred.
Klokkerne klang. Duft steg, og Toner daled.
En purung Pige lænede sig i Stolen;
ej skiftede Farven på den fine Kind,
men om de mørke Lokker vævede Solen
ildsitrende et sælsomt Gloriespind.
Hun sad dær statuestiv, forstenet stum,
med sextenårigt søde røde Læber.
Et stort brunt Blik ud i det øde Rum,
hvor Sol er Sorg og Rosenlængsel dræber.
Jeg stansede. Jeg stod og såe dem komme.
Jeg vilde fange disse fjerne Blikke — —
Fra Sædet ned hang Skørt og Tæppe tomme
— — Frygtelig tomt! Og Pigen såe mig ikke.
III
Men i mit Hjerte bruste der en Flamme.
Af Smerte? Af Medlidenhed? Nej, nej!
Jeg greb et stort Bundt Roser i det samme,
højrøde Roser, og dem kyssede jeg,
Og la dem smilende i Pigens Hænder.
En hed Blodbølge steg i hendes Kind,
hun blinkede som et Barn, hvem Lyset blænder,
søgte mit Blik, såe spejdende dybt ind,
Og smilte langsomt selv — og måtte dølge
sit Smil i Roserne. Så fjernt fra faldt
en sød Forundring, med lyksaligt Følge
af Håb og Tillid: Altså dog — Trods alt!
IV
Så var hun borte. Ingen havde set
blandt Råb og Latter denne stumme Scene.
Klokkerne klang. Og der var intet sket.
Roserne duftede. Jeg stod alene.
Udstrakt på Fliserne lå Broncesvinet,
halvskjult af Blomster. Mod dets hårde Flanke
læned jeg Ryggen, siddende på Trinet,
og talte uset med min egen Tanke:
En Krøbling, ja. En enkelt af de mange.
Et hverdags Møde for de sløve Sanser.
Lemlæstet grusomt, eller født til Fange,
sidder hun hjælpeløs, mens andre danser.
Tilfældig truffet, og tilfældig trøstet;
snart ser hun, Rosen er en Tornegren.
Varmt, fuldt, slår Hjertet under Jomfrubrystet —
hel, herlig, Menneske — blot ingen Ben.
De Ben man løber med og danser med —
de lette Fødder, der så lystigt bærer
fra Blomst til Blomst, fra Sted til Mødested —
de runde Knæ til Kys — Hvor er de, kære?
Var det din Dejlighed der brød mit Hjerte,
din brustne Dejlighed? Jeg Mand, du Kvinde.
Brast der en håbløs Elskov i min Smerte? —
Sitred mit Sind mon ikke dybere inde?
I Duft af Roser og i Larm af Røster,
i Solskin og Malmklang af en fremmed Stad,
mødte min Sjæl dit Legem som en Søster,
med hvem et Øjeblik den fulgtes ad.
Ung sidder Sjælen i min slidte Krop;
en vild ung Digtersjæl med Krøblingelemmer,
lemlæstet, og får aldrig rejst sig op,
får aldrig givet hvad den inderst gemmer ...
Roserne falmer nu i Middagsflammen.
Fliserne brænder. Tavse blev alle Klokker.
— Min Søster, hvorfor blev vi ikke sammen?
Der sitred et Slør af Ild om dine Lokker.