At Porten gik op, var en Gave ...
Blidt mødte med dunblød Luft
fra hele den lukkede Have
usynlige Rosers Duft.
Usynlige? Nej, man skimted,
hvergang en Ildflue steg,
en dugperlet Rose i Glimtet —
den dunkle dobbelt fordunklet,
den blege helt blændende bleg
i det korte Sekund, mens det funkled.
Dybt nede lød Flodens Brusen.
Her, højt i den dunkelblå Nat
fløj fler og fler Ildfluer — tusend,
brat lysende, sortnende brat.
En krøb som en Orm i Støvet —
en lå i en hvid Hånds Karm
og vred sine Luer bedøvet —
en tredje fortumlede Synet
med Glimt af en gyngende Barm,
hvergang den blåt og hvidt lyned.
Den yngste af de tre Kvinder
bar Ildfluen på sit Bryst.
Hun spurgte sine Veninder
og spurgte med usikker Røst:
Men sig mig, hvori kan det ligge?
Hvad tænder og slukker de Lys?
Barn, veed du det virkelig ikke? —
med Ynk fra den ene kom Svaret.
Den anden gav sit med et Gys:
Barn, det får du tidsnok erfaret!