Så nyder jeg Cigaren, og fornemmer ...
Ud af det åbne Vindu blåner Røgen,
ind blinker Sejl og Sø, og summer
Støjen af mange Fodtrin og af muntre Stemmer.
En solbrændt Pige smiler op; forfløjen
slår Lærredskjolen om de slanke Lemmer.
Hun sænker Blikket ... Luftigt blåner Røgen.
Liv glider, Drømme glimter, og jeg glemmer ...
Jeg glemmer — på min Ungdoms gamle Plads —
indtil en blisset ældre Herre vender
sig halvt og hilser, med et Blik som Glas,
hilser på mig, fortroligt, og jeg kender
med Rædsel en af mine Ungdomsvenner —
og ser mig selv — her på min Ungdoms Plads.