Kimito
Til Fru * * *
Til Fru * * *
Årene går. Alt bliver længe siden.
Dagene jager. Man er travl og træt —
strides halvdruknet med den Malstrøm, Tiden,
for Livet — ja, som man har tabt i Striden!
Kun sjælden drager man et Åndedræt
i Fred og mindes — Minder, Håb og Drøm.
Ens tabte Guldskat i den stride Strøm.
Men når en Vildgåsflugt i vidtspredt Kile
eller et Nattefløjt af Fugletræk
eller et Bølgeskvulp af tusend Mile
vækker min Sjæl en sjælden Gang til Hvile —
da sker det dog jeg mindes, halvt i Skræk
og halvt som Trøst, fjernt, fjernt bag Fjæld og Sø,
bag Tid og Tanker, Eders finske Ø.
Jeg gik med Månen på de brune Heder,
jeg stod hos Stormen mellem Hav og Klit,
jeg sad i Skyggen af San Marcos Ceder —
men aldrig glemte jeg den Fred hos Eder:
Natten på Kimito, når tyst og blidt,
som Dønning ude sank og skvulped til,
Sø klang mod Fjæld, tyst, blidt, lig Harpespil.
Regndråbernes Musik mod Klippehvælvet —
i kulsort Nat Stormskovens Jættebrus,
hvorunder Huset på sin Stengrund skælved —
Alt fremmed, og fortroligt dog for Selvet,
fra Længsels Alfelok og Stormsinds Rus.
Dybt Sind, dulgt Sind blev draget frem derved,
fandt Byrd og Navn, blev frigjort og fandt Fred.
Og så at opstå til den stille Stue
med trefold Fred af Sø og Skov og Fjæld
om de to Unge og den stolte Frue.
En menneskelig Treklangs Tonebue
steg lønligt, sank iløn, fra Gry til Kvæld.
Er jeg for dristig nu? Hvor Sangsind boer,
dær må jeg lytte, og til mer end Ord.
Festlige Måltid! Mælk, Saft, friske Rødder
og frisk vild Frugt på hjemmevævet Dug.
En hvid finsk Pige, let, på nøgne Fødder,
gik ud og ind. Vi lo, vi knækked Nødder,
gik Tur, kom hjem, holdt Mørkningsdrøm i Smug
langs Bjælkevæg i røde Luekast,
mens Birkebrændet knitrede og brast.
Og næste Dag, på Kunstnerparrets Kammer,
fløj Penslen flinkt i „Vida vägar”s Takt;
Smykker af Sølv sang for den lette Hammer
til Lampelys faldt ud på sorte Stammer,
hvor svundne Slægters Skygger stod på Vagt.
En smuldret Skønheds Perlestrømpebånd
gled glimtende af Sagn fra Hånd til Hånd.
Bag alt, i alt hin Treklang — Ordet glipper.
Der lød en Stemme, som i Løv og Strå
små Fugle smutter og små Fugle vipper,
den lød som Bølgeklunket mod de Klipper,
et Dyb derunder — anet, når jeg såe
Ungfruens hemmelige mørke Smil
imod min Vens fint lysende Profil.
Bag ham hint Billed: Over dunkle Strømme
en slank ung Dejlighed i Svanebåd;
hans Kunstnerdrøm. Ak, Dagen vil ej drømme.
Alt sænked han sit Lysbryn for at tømme
dens bitre Skål af Skuffelser og Gråd —
men se, to Hjerters Livskraft var gydt i:
Han drak, han lo: Søn, Elsker, Kunstner — fri!
Ja, Søn. Den eneste. Til Verden båret
af mægtig Elskov; levende opholdt
ved Kærlighed, af Dødssværd gennemskåret,
men levende, fuldt levende, trods Såret.
Et Moderhjerte, stormfuldt, varmt og stolt,
som daglig gentog, under grånet Hår,
sin Ungdoms Valg: Livs Salighed — og Sår!
Fjernt lød en vild, sødt smertefuld Kantele,
Skovskjulet svared, med et Sølvhorns Klang.
Tonernes Favntag lod sig ikke dele,
men større favne til et større Hele,
favne af Cellostrænges dybe Sang —
Således hørte jeg en ordknap Kvæld
i Tavsheds Brus tre Sjæles Tonevæld.
Såe andre Syner, hørte andre Sange,
tav med de fleste. — Talte jeg om Fred?
Var dette Fred? Fred er os dyr at fange.
Fred venter os engang bag alle Gange.
Liv var det! Gæsten læsked sig derved.
Tak, alle tre! Jeg strides med min Strøm —
men hils
Kimitos Fred, min tabte Drøm!