Vi elsker Ild. Og det er skønt at skue
den Ungdomsild, som over Støvets År
syvfarvet hvælver sig en Strålebue
af Lyst og Længsel — før den just forgår!
Blodets, og Hjertets, purpurrøde Lue,
sælsom og pragtfuld under hvide Hår,
glatter dog ej de runkne Øjenkroge;
og nærved set er Regnbubroen Tåge.
Vi elsker Sang. Sang er en Ild, som toner.
Hvem har ej følt i Tonerne den Brand?
Den styrker, svækker, hidser og forsoner,
tit har en Sang kvalt eller rejst et Land!
Den samler eller sprænger Folk og Kroner,
hvis den, der synger, Skjalden, er en Mand;
og hvis hans Kvad får Ørenlyd i Hallen.
Det kommer an på Folket som på Skjalden.
Mand var den Skjald, hvis Mindefest vi fejrer.
Mand groede han. Vild Yngling var han først,
leged og dansed gennem alle Lejre
til Kys og Favntag. Men hans Væsens Tørst
var ikke stillet ved de lette Sejre —
det følte han, mens Jubelen var størst.
Dybt i hans Hu stod adelige Kræfter
og kræved Kamp. Det Kampråb gik han efter.
Gik bort fra Festen og den Bølgebårne,
rev Hjertet blodigt løs fra hendes Favn
for i Urania-Templets kolde Tårne
at indvi sig ved Ensomhed og Savn
til Strid med Ånder, i den Størstes Navn.
En kostbar Lod at høre til de kårne!
Lyt til hans Sang, så lydiggjort i Formen,
den røber dirrende dog Smertestormen.
Det er med Adam i sig selv han slås,
når Adam flyver højt (hvergang han taler)
og tager sit Parti med ædel Trods
(for Stads og Vellyst og den blanke Daler);
det er sig selv han tugter med de Kvaler;
just derfor svider Svøbeslaget os —
os, i hvem Adam stadig er den samme
storpralende Soldat, så let at ramme.
Hans Hånsord mod den unge Danserinde,
så nylig elsket — og den skarpe Dom,
han fælder over Venus i hver Kvinde,
som uden Bølgens Brus måske var tom —
ak, selv Dryaden til en Tøs gjort om —
hver uretfærdig Hårdhed vi kan finde:
Det er sin Ungdoms Kød han snitter i,
sin Manddoms Ånd han smerteligt gør fri.
Aner i Tithon endnu vi en Klage —
svøbt med Kalanus i hans Lutrings-Bål
lod han sin Svaghed askebrændt tilbage —
lod sorgfuldt gennem Døgnets Grin og Skrål
i Ahasverus Domsbasunen brage —
steg så med Benedikt imod sit Mål,
Forsagelsernes Fjæld, hvor Liv udspringer
af Dødens Port i Skyggen af Guds Vinger.
Hans Moder, Danmark, såe ham end en Gang.
Genrejsning kvad han ved det Smertensleje,
hvor brudt hun lå — før med sin Svanesang,
Adonis, han tog Afsked fra de Veje,
hvis Blomster visner. — Vil du rigtig eje
hans Billed rent: Se over natlig Vang
hvidklædt Uranias Præst på Templets Tinder,
hvor hans mod Hvalvets Stjernesang udrinder. —
En blodløs Sang. Han ofred jo sit Blod.
Og Blodet er og blir en kostbar Væske.
Men Ånd er sjældnere. Kun Ånd kan læske
den Længsel, vi, blandt alt af jordisk Rod,
er ene om. Ved Ånd kun tør vi æske
vor Plads i Livets Råd for Kraftens Fod. —
Hil Blodets Ild! Skønt blomstrer det af Gløden ...
Men Lys af Ånd kan gennemtrænge Døden.
Han købte Ånd for Blod, klart Lys for Brand.
Hans Sang blev Stjernen over Jordens Fakler.
Er det for højt at spejde for os Stakler?
Nu vel, Et ser vi dog, ham selv, en Mand,
det Mod, den Viljekraft, som ikke vakler,
men tør og gør det ypperste de kan. —
Hans Sang, han selv, hvad de er værd i Hallen?
Ja, det beror på Folket som på Skjalden.