Alpeviol!
Du, hvis Aande paa Fjæld
er et duftende Væld
mod den skyfrie Sol;
iblandt Blomsternes tusende Skud
har jeg kaaret dig ud
til mit Mærke, mit Blomstersymbol,
Alpeviol!
Ængsteligt Mod
staar med Blylemmer op,
og paa Hojfjældets Top
fæster aldrig det Fod,
plukker dovent det solkælne Flor,
som ved Alfarvej gror,
gaar imede til Vinduets Karm
Drømmerens Arm.
Den, hvis Attraa
har en fjærnere Flugt
mod den Blomst at faa plukt,
som ej alle kan naa, —
han maa vandre en byrdefuld Sti,
gaa forbi, gaa forbi
hver en Dør, hvor han lokkes til Hvil,
fristes af Smil.
Pinefuld Gang
over skærende Sten,
der gør Vandringen sen,
maa han træde med Sang.
Bjærgvejs Møje og Dagens Besvær,
det, som tynger især:
Ensomhedens og Tavshedens Last,
knuger ham fast.
Ungt er mit Mod,
ej for Fjældstigning ræd, —
lad saa Dagen gaa med,
naar ved Aften min Fod
kun staar fast paa den maalsatte Tind,
og mit Bryst aander ind
al din Duft i den dalende Sol,
Alpeviol!