En duggfrisk Vej fra hvedegyldne Agre
ved Gry mig til en venlig Landsby førte.
Folk drog i Marken; lystig Skæmt jeg hørte,
og højt mod Himlen saa jeg Duer flagre.
En Hytte var med blaa Lavendel hegnet
og Stokrosernes røde Blomsterstige.
Dér stod paa bare Ben en lille Pige
og lo mod Solen, rundkindet, brun og fregnet. —
Aar gik, og jeg fór vide rundt i Verden.
Da hændte det, at jeg en Dag ved Gry
paa Hjemvej stiled mod den samme By
med Kæp i Haand og Randsel over Hærden.
Men Sorg mig slog, som alt var tungt forandret:
udyrket, tidselgroet den rige Jord,
og Byen én Ruin med sorte Spor,
hvor vilde Flammer graadigt havde vandret!
Jeg skelned ingen Lyd, ej Liv jeg saa.
Rundt omkring af sværtet Grus og Sten
stak hvide Knokler frem, en Arm, et Ben;
og hist en Hjærneskal blindtstirrende laa. —
Da følte jeg med ét mit Hjærte giode:
fra Skallens Hulning pipped Fugletunger,
en Redefuld af nøgne Spurveunger,
som rakte Hals, for dér var Mor med Føde!