Gærne jeg fægted med Landsknægts Staal,
red over Jorden i Blod og Baal,
hærged og brændte og hugged og stak,
skaaned Skønjomfru, fik Favntag til Tak,
sang, mens af Altarets gyldne Skaal
Vinen jeg drak!
Ak, nu er Landsernes Tid forbi,
stensat og jærnlagt er Stridsmands Sti!
Stum er nu Landsknægtens lystige Sang,
smuldret han selv under græsgroet Vang. —
Fordum, ja fordum var Hvermand fri,
frejdig hans Gang! —
Endnu gaar Legen dog kæk og vild,
Sværd der end svinges, der flammer Ild.
Ordet er Klingen af smidige Staal,
Blikket optænder de blussende Baal.
Er deres Mester vel mindre gild,
ringe hans Maal?
Farligt at lege med Ild og Sværd!
Midt under Legen er Alvor nær.
Brat kan den blussende Kind vorde bleg, —
dirrende Angst under dansende Leg!
Derfor, ja derfor den er mig kær, —
farlige Leg!