Har Elskov eller Fattigdom
dig gjort om Kinden bleg,
har dine Venner skiftet om,
da Lykken fra dig veg,
er Guldmedallien bleven slidt
og viser sig af Tin,
har Verden skiftet Sind
og møder dig lidt mindre blidt:
Blæs ad det hele! Geværet paa Skulder!
Ud, hvor den stormslagne Havbølge ruller!
Knald der i Flugten Havlitten og Maagen,
saa skal du se,
Stormen og Jagten gør frisk dig og vaagen.
Snart vil du lystig ad Modgangen le
ligesom Solen ad Taagen!
Har Oldtidens Filosofi
og nye Tiders Kløgt
du sporet op ad støvet Sti
og kunstig Visdom søgt, —
har du for Livets Lov tilsidst
dets Jubelbud forglemt,
blev Aarens Flodløb stæmt,
og Hjærtelaget tungt og trist:
Blæs ad det hele! Giv Bøgerne Pokker!
Se, hvor Geværløbet blinker og lokker!
Jag dig en Raabuk i Højskovens Haller
hurtigt og støt!
Fæld ham paa Engen, mens Tusmørket falder,
giv ham saa Fangsten! Oheja, hvor sødt,
naar han i Dødskampen raller!
En Jægers Liv gør Sindet karsk
og Kroppen stærk og rank.
Han trodser Vinterstormen barsk
og ler, naar Sol er blank.
Hans Sang ved Løvfald klinger kækt,
hans Drøm er sød i Vaar.
Slet ingen Sorg formaar
hans Mod at knuse med sin Vægt. —
Jæger, det skulde sig underligt føje,
maatte du savne en Blomst i din Trøje, —
fik du dig ikke ved Juletidsgilde
sagtens en Dans, —
traf du ej siden en Sommernat silde
Pigen, hvis Øjnes undsélige Glans
loved dig alt, hvad du vilde!