Sagtelig Sneen over Græsset daler,
O Sneen af bløde, hvide Blomsterblade!
Lilliernes solskinsgyldne Sølvpokaler
fylder med Sødme dybe Bregnefade. —
Duftende Stunder,
Livet mig under,
drag Jer aldrig fra mit Favntag bort!
Taal ej Skygge, tag ej mod Forandring,
dvæl hos mig bestandig saa!
Agende let i blanke Straalekarme
kommer Skærsomrens Genier i Skare.
Luften er lutter Lys og Duft og Varme,
Jorden berust af Sol og Safter klare.
Glans over Støvet,
Sang gennem Løvet! —
Solglans, venter der vel dig en Nat?
Safter, skal en Gang Jert Flodløb stæmmes?
Sommer, er din Grænse maalt?
Flammende Attraa stærkt og blødt at favne
jager igennem Ungersvendens Aare.
Løst paa hans Tunge ligger ømme Navne,
kalder paa den, hans Længsel vil sig kaare.
Jomfruen dølger
Brysternes Bølger. —
Ungdoms Ildhu, byder T id du Trods?
Ængstes aldrig, Flamme, du for Regnfald?
Tænker evig du din Brand?
Blide Skærsommer, hvide Pinsedage,
Abildetræer, der Haven blomstertjælde,
syngende Stilhed, bliv hos mig tilbage! —
Ak, intet magter Kamp mod Dødens Vælde.
Snart jeg kun finder
skælvende Minder:
Ungdomsflammen slukker Tidens Regn,
al Skærsomrens Blomsterskønhed falmer,
Solen selv en Gang forgaar!