Jeg vandrer ud ved Nattetide silde,
en perlediset, dunblød, dæmrende Vaarnat,
hvor Brisens Aandedrag er duftig milde.
Saa folketomt og tyst i alle Gader!
Hvor er de Bryndetændte, hvor de Drukne,
Faunen fra Kældren, Gydernes Mænader?
De hæse Raab, den skingrende Latters Vildhed,
de ravende Fodtrins Larm paa haarde Brosten,
de er der ej — kun dyb, forunderlig Stilhed!
Lygterne brænder roligt, rødt som Fakler,
og spejler sig i stumme, stirrende Ruder, —
men hvor er Nætternes Børn? De Dyr! De Stakler?
Har den Sløve vaagnende set sin Vaande?
Har den Dorskes giftigsmittede Sanser
mærket den hellige Vaarnats duftende Aande?
Sikkert har de om deres raadnende Hjærter
følt en knugende Haand, en Guddoms Kræfter,
saa gamle Ar sprang op med blødende Smerter.
Hvidt Lys faldt ned paa tungt forvildede Veje,
og nøgen stod den Syge, den Spedalske,
hvis Liv dog vel engang var sødt at eje.
Nu ligger de paa deres fattige Kamre;
og bedst for den, som endnu véd at græde
og til et Mindes Alter kan sig klamre!
Men manges Tanker de er halte, blinde;
de famler vaklende sig lidt tilbage,
men segner snart, og kan kun Mørke finde. —
Alle Luftninger er saa vaarligt blide,
her dufter stærkt af Poplers unge Blade,
glimtende svagt jeg ser Kanalen glide. —
Klagende Fløjtelyd og Sus af Vinger,
Regnspovetrækket højt over Tag og Taarne:
klagende Fløjtelyd og Sus af Vinger!
Man kunde tro, at det var trætte Sjæle,
der flygted bort fra deres Legems Byrde
for fjærnt i Rummet skælvende sig at fjæle.
Ak, om de kunde: hvilken mægtig Skare
der vilde løfte sig paa flængede Vinger
for bort mod andre Verdener at fare!