Skal det ske,
saa grav min Grav —
men helst i en Høj paa Heden.
Ingen Sten og ingen Stav
skal staa derpaa,
kun Lyng og Straa
til Læ over Lærkereden.
Gør min Grav
kun arm og lav —
men læg den saa helst paa Heden!
Thi dér kan Brystet hvælves vidt
og frydes ved friske Vinde,
og Synet rider Ørneridt:
Jeg saa mig om —
før did jeg kom,
da var mine Øjne blinde.
Nu saa jeg, at midt jeg i Verden stod
og selv maatte vælge mig Vej for Fod,
mit Valg var frit,
mit Valg var mit —
saa faldt der mig Sang i Sinde!
Naar Fart jeg saa paa Folkevej
med Grøfter til begge Sider,
til Trommeslag og Lirumlej:
Hold Mund! Giv Agt!
Hæng i! Hold Takt!
saa tænkte jeg, «at de gider!»
Nej, ude paa Heden er godt at gaa
med Foden og Fangsten at agte paa
for Jægersmand
med Jagtforstand
og Hjærte for Aarets Tider.
I Lyng og Sand biir Gangen sen,
men styrker des mer — det trøster!
Og saa er Hvilen sød for En,
naar tæt mod Kvæld
man fandt et Væld
og dier af Jordens Bryster —
og lytter til Lyde fra Fugl og Kryb,
og aner, hvor Verden er vid og dyb,
saa Sjælen gror
sig rig og stor
og taler med Tausheds Røster.
Jeg vandt mig Ven i Gaard og Hus,
hvor Ild over Arnen brænder.
Jeg sad ved Bord, jeg drak af Krus,
jeg tog og gav
paa Hjærtets Krav
med ærlige, aabne Hænder.
Men aldrig jeg slog mig bag Mur til Ro,
min Hede, min Hede var fast jeg tro.
Var tomt mit Liv
for Barn og Viv —
den rigere Favn jeg kender. —
Skal det ske,
saa grav min Grav —
men helst i en Høj paa Heden!
Ingen Sten og ingen Stav
skal staa derpaa
kun Lyng og Straa
til Læ over Lærkereden.
Gør min Grav
kun arm og lav!
men hvile jeg vil paa Heden.