En vindstille, vinterlig Nat
jeg gik over Østerild Hede.
Da Solen var nede,
det mørknedes brat,
men kun for at skinne
med Stjærnelys frem
fra Hvælvingens blaanende Tinde
til Kimmingens Klitbjærgebræm.
Og Lyngen var gemt under Sne,
og Isen laa blank over Kæret;
hvor Vej havde været,
var ej til at se.
Jeg gik, som jeg kunde,
paa vaklende Fod,
min Sjæl var i svidende Vunde,
det blussed, det brandt i mit Blod.
Da saa jeg det tindrende Hvalv,
hvor tiende Verdener vanked:
mit Hjærte, som banked
og smerteligt skjalv,
det følte den svale
velsignede Fred
fra Evighedstausheden dale —
og Sorgen var langvejs af Led.
En maanehvid Skytaage lig
fløj Evigheds Aand over Lande;
den strejfed min Pande
med Fjedrenes Flig,
et Pust fra dens Vinge
mit Bryst fanged ind,
og Tausheden hørte jeg klinge
som Klokker fra Himmerigs Tind — —