Først nys de lystige Haner gol,
saa jeg af en knugende Drøm blev vaagen.
Nu gaar jeg frem mod den blanke Sol,
der løfter sig mægtig af Morgentaagen.
Dugen driver af alle Straa,
og tusende travle Tene
har virket Tæpper af Silken graa,
der bølger svajende sagte paa
de blomstrende Rosengrene.
Jorden svulmer af dristig Saft
og rødmer i livsvarm Glæde.
Faurest Morgen, mit Liv har haft!
Stolt jeg føler min unge Kraft,
og spændigt min Fod maa træde.
Dèr højt paa Banken en Jomfru staar,
og Sollyset gløder paa hendes Kinder;
det stænker Guld i det brune Haar,
saa Straalerne næsten mit Øje blinder.
»Ræk mig Haanden, min Hjærtenskær,
»og giv mig de friske Læber!
»Frem i solgyldent Morgenskær
»mod Dagens Arbejd og dens Besvær
»vi frejdige sammen stræber.
»Stærke Sol, du hvis varme Brand
»os Hjærternes Lue tændte!
»Lys vor Vej, som vi ved, du kan,
»til Livets taagede, fjærne Strand!
»Velsignet din Magt vi kendte!«