Jeg elsker denne Lyd af visne Blade,
som følger overalt min raske Vandring
rundt ad Oktoberskovens brune Stier.
Og dette stolte Syn af mosgraa Stammer
i kraftig Stigning mod et broget Løvtag,
solgennembrudt og luftiglet at bære!
Og Ørnebregnerne: et Hav af Farver
med gule Bølgers Brænding imod sorte,
alt overstænkt med Blink af Morgenduggen.
Det er min Slægt, som aander her omkring mig.
Hvad er jeg selv? Et Løv, der snart skal visne,
naar jeg har nydt min Sommers korte Lystid.
Og Døden, dette Høstens vilde Stormvejr
for Adams Æt, skal tvinge mig med Vælde
til Hvirveldans blandt hundred visne Blade,
som den rev løs med mig i samme Time.
Hvorhen vi hvirvles, alle eller spredte,
hvem véd vel det? Hvem kender Stormens Veje?
Mig er det nok, at Somrens Tid er inde,
og at jeg véd, min Vinternat vil komme.
Blæs, Nordenvind! Du ser jo, Løvet venter,
og smiler dig i festlig Dragt imøde.
Det bør saa den, hvem Somrens Fryd blev skænket,
at møde Vinternød med Smil om Munden.
Den Lykken vegner, er ej Lykken værdig! —
Blæs, Nordenvind, idag mens Solen skinner,
blæs kraftig til, og sus paa brede Vinger
mod hvert et Løv, som hidtil du har skaanet.
Lad intet blive, jag dem gennem Lunden! —
De danser Dødedansen rundt omkring mig
og slaar imod min Kind som kolde Hænder.
Vil mig du rive med, du stærke Nordvind?
Slaa dig til Ro! Min Time tøver end,
og det er ikke dig, som er min Mester!