Hvor er den frejdige Glæde sød,
der kommer, inden jeg kalder,
og lig en Bølge af Solskinsglød
med ét ned over mig falder!
Den spørger aldrig hvorfor og hvad,
beregner ej sine Veje,
men gør mig jublende frisk og glad
kun over Livet at eje.
Den glider frem i en flygtig Duft,
et Brus i Storbøgens Krone,
en snehvid Sky mod den højblaa Luft,
en lethenklingende Tone.
Den vaagner gylden og stærk især,
naar blot min flyvende Tanke
har strejfet hende, som er mig kær, —
i Dans mit Hjærte maa banke.
Hvor er den frejdige Glæde sød,
som ingen Tyngsel kan dræbe!
Den lysner Øjet, gør Kinden rød
og lægger Sang paa min Læbe.
Jeg gaar som gennem en Solskinssky
ud over de blomstrende Vange
og hilser Dagen en Gang paany
med hundred lystige Sange!