Saa skær en Jomfru sad i Løn
og sukkede og græd.
Men Herregud, Du er jo skøn,
hvem gjorde dig Fortræd?
Men liden Jomfru tier ej,
hun græder Livet hen.
Hun mødte engang paa sin Vej
saa sær en Ungersvend.
Han kyssed Haarets gyldne Strøm
og Pandens hvide Bog,
han kyssed Mundens Rosendrøm,
de dunkle Øjnes Laag.
Saa sagde han et trist Farvel
og bad: Vær ikke vred.
Naar Sol gaar ned den gyldne Kvæld,
da faar jeg ikke Fred.
Naar Sol staar op i Østerled
ved Sølvermorgens Gry,
da har jeg ikke længer Fred,
da længes jeg at fly.
Og der gik mange lange Aar.
saa mødtes disse to.
Skønjomfru, sig mig, hvor det gaar.
Du er vel karsk og fro?
Hun smiled svagt og hvisked blot:
Nej, jeg er ikke fro,
Hun løfted Blikket ømt og vaadt:
Hvor kunde Du dog tro.
Naar Sol staar op ved Morgengry,
da gaar mit Hjerte ned,
Naar Sol ved Aftenstund maa fly,
da faar jeg ikke Fred.
Men Du kan gaa paa Jorden fri,
og al dens Glans Du ser.
Jeg kender kun et Ord: Forbi,
jeg husker ikke fler.
Han bad, han bad: Aa græd dog ej
vi har det ens vi to.
Jeg gaar til Døden kalder mig
paa Jorden uden Ro.
Aa græd dog ej: Aa græd dog ej.
Snart er hver Sorg forbi.
Men den har ej saa let en Vej,
der gaar paa Jorden fri.