Jeg staar som en hvid Søjle
ved den gabende Afgrunds Bred,
og ingen, ingen kan tøjle
den Tanke, som styrter derned.
— Luk Øjet. Aa, se ikke ned!
Og over mig — over er Himlen.
Hvad vil den? Hvem bragte den hid?
Den er jo en Afgrund af Svimlen.
Luk Øjet. Aa, se ikke did!
Hvad véd jeg? —
Hvad vil mig det sorte?
Hvad véd jeg? —
Hvert Lysglimt er borte!
Véd kun, jeg selv
staar som en Søjle hvid
i Rædslernes Elv
rindende strid;
men jeg naar ikke Bund
— som en hvid Streg
paa den sorte Grund.
Det er mig, som hører jeg Bølgers Brus
og Stormes Sus
og Døendes Gys.
Er Stormen i mig?
Aa, Herre fri mig!
Sluktes der Lys
i mit eget Hus?
Af Angest bleg,
hvad var det jeg skreg
Aa, store Gud!
Den hvide Streg —
vidsk den ikke ud!