Naar Dagen har sig dækket
Med Dæmringsstundens Slør,
Hvi bøjer sig mit Hoved
Da mere dybt end før;
Hvi kan de stængte Sukke
Da længer tvinges ej;
Hvi svulmer da min Længsel,
Min Længsel efter dig?
Ak, Dagen faaer jo Øjet
Til alle Kanter spredt,
Og skulde dens tusind Aasyn
Ej stundom dølge eet!
Men Mulmet vender Blikket
Ind mod min egen Hu,
Hvor der er ingen Andre,
Ingen Andre end du.
Og Dagen har jo Røster
Fra hver Krog og hver Green,
Og skulde dens tusind Stemmer
Ej tidt faae Magt med een?
Men Mulmet bærer Sjælen
Til Mindets stille Kyst,
Hvor kun een Tone klinger,
Een eneste: din Røst.
Og for min Tanke staaer du
I din fejreste Glands,
Og fylder alt mit Hjerte
Og griber al min Sands;
Og Armen ud jeg strækker,
Men ak, du er der ej!
Da svulmer vel min Længsel,
Min Længsel efter dig.
Da maa mit Hoved bøje
Sig mere dybt end før,
Da maae de stængte Sukke
Vel sprænge deres Dør;
Thi mens min Sjæl du drager
Med Længsel og med Savn,
Maaskee har dine Tanker
Søgt til en anden Havn.
