I vil undres, naar I erfare,
Hvad min Elskede har for en Magt,
Thi en Hær af Elskovsaander
Er hende underlagt.
Paa hvert hendes Vink, det mindste,
De flyvende komme og gaae,
Den Luft, hvor hun drager Aande,
Er fyldt med vingede Smaa.
Med dristigt Mod de dandse
Over Brynets hvalte Bro,
Og ændser ej Havets Dybder,
Som monne derunder boe.
Og jeg har seet, naar hun smiler,
Fra hver Fold om Læberne ud
Med Buen spændt der titter
En lille vinget Gud.
Ja, da hun drejed sit Hoved
Med Lokkernes tætte Flok,
Jeg saae de Skjælmer sig gjemme
I hver Bøjning af hver Lok.
Men dybt i hendes Øje
Har Eros selv taget Bo,
Og volder med sine Pile
Mig allerstørst Uro.
Undres man saa, at som Slave
Jeg kaster mig for hendes Fod,
Naar med slig en Styrke hun strider,
Hvo kunde da staae imod?
