Og saa kom jeg da ind ad Gaardens Port,
Og hvem var vel den Første, jeg saae:
Henne paa Kirsebærtræets Green
Sad den herlige „Graa“.
Og jeg stilled mig hen og nikkede mildt
Til min fordums kjære Ven;
Ej han agted mig værd med Lyd eller Tegn
At give en Hilsen igjen.
Og jeg tænkte: Du, i hvis Hjerte før
Trofasthed plejed at boe,
Har du da glemt, at der var en Tid,
Da vi kjendte hinanden, vi to;
Eller har Alderen sløvet din Sands,
Dig paa skarpen Øje gjort blind;
Eller har Verdens Kamp og Strid
Forbittret dit milde Sind.
Men da traadte hans Herskerinde frem,
Og see da kom der Liv i hans Blik,
Med „Mjav“ sit ophøjede Sæde han veg
Og hende imøde gik.
Da saae jeg, at det var Længselen kun,
Der gjorde ham kold som en Pæl,
Og at hans Hjerte strax blev varmt,
Naar han skued sin Kjærligheds Sol.
Og jeg saae, hvordan hun gjerne ham holdt
Under sin Kaabe varm,
Og jeg saae ham lægge sit Hoved ømt
Til sin Herskerindes Barm;
Og jeg saae, at Adel og kongeligt Sind
Paa hans Pande skrevet stod,
Og i hans havgrønne Øjnes Dyb
Jeg læste det kjække Mod.
Og jeg beundred hans tigrede Dragt,
Der mod Kulden gjorde ham tryg,
Og den vægtige Hale, der steg tilvejrs,
Naar hun strøg ham ned ad hans Ryg.
Og hans Been, der træde den siirlige Gang,
Og hans Poter, skjønne at see,
Som naar man skuer fra Skyer graae
Udvælde den hvide Snee.
Og hun sagde: „Naa, saa siig dog lidt Smukt
Ved Gjensynet af Deres Ven?“
Men mangen Gang er min Tunge stum,
Naar min Sjæl er meest reven hen.
Og mens al den Skjønhed, saa høj og reen,
Jeg stod og stirrede paa,
Ind i Eventyr-Verdenen
Maatte min Tanke gaae.
Og mig randt ihu hiin liden graa Kat,
Som boede i Skoven grøn,
En Kongesøn hug hendes Hoved af,
Og hun blev en Prindsesse skjøn.
Om der nu gjemmes et fyrsteligt Blod
Under „Graapusens“ Skind!
— Stred han ej med den vilde Ræv
Med ægte kongeligt Sind? —
Og om nu hun, der bar ham paa Arm
Havde gjennem Fortryllelsen fæl
Med sit forunderlig klare Blik
Skuet og elsket hans Sjæl!
O, da blev min Phantasi saa vild,
Og jeg blev blodig tilsinds,
Og jeg higed at hugge hans Hoved af
Og see, om han var en Prinds.
Alt vilde jeg give for Klarhed at faae
Og see denne Gaade raadt; —
Men da skifted min Hu, og jeg tænkte med Ro
Over Følgerne af min Daad.
Thi sæt han nu var kun den som han er,
Og jeg raaded ham Bane paastand,
Saa fulgte mig evig hendes Had,
Og det gik jo slet ikke an.
Og sæt nu, han som en Kongesøn
Traadte frem i sin fejreste Glands,
Og alle Landsbyens Katte kom
Og blev Hoffolk og vare hans.
Og sæt saa, at hisset i Øresund
Sig nærmed en Snekke med Hast,
Med Silkesejl og forgyldane Raa
Og Roser omkring sin Mast.
Og sæt saa, at han og hun steg ombord,
Og Skibet forsvandt i det Blaa. —
Nej, da svor jeg en Ed, at aldrig min Haand
Skulde løfte sig mod den Graa.
Men med underlig Blanding af Ærefrygt
Og af Frygt vil jeg være tilsinds,
Hvergang jeg ham seer og tænker: sæt
Han nu var en fortryllet Prinds!
