Du kaldes „coquet“, fordi der vækkes
En mægtig Ild i dit mørke Øje,
Naar Aandens Røst om det Dybe og Høje
Paa sandhedskjærlige Tunger lægges.
Du „kjedelig“ kaldes, fordi du tier
Og tænker paa Andet, naar Flovhed klinger
Fra en stivflippet Polka-Svinger
Eller barhalsede Kraft-Genier.
Ja! ødsled du eet af de sjælfulde Blikke
Paa Flokken, der om dig svajer og svirrer,
Hvis sløve Sands kun din Skjønhed pirrer,
Da var du coquet — men see det gjør du ikke.
Og tav du og tænkte paa Bagateller,
Naar Sandhed ej din Hjælp burde miste,
Da var du kjedelig som de Fleste,
Men see — det gjør du jo ikke heller.
Saa bryd dig kun ej om deres Dadel,
Hvis Hjerte aldrig lærte at banke,
Hvis Hoved ej fødte en ordentlig Tanke,
De ere Trælle, men du er af Adel.
