Mens her ved den lukkede Kiste
I græde ved hvad I forliste,
Husk, han, som I elsked saa saare,
Gaaer did, hvor der ikke er Taare.
En ømmere Favn skal han eje,
End hvor han nu lægges til Leje;
Ham mildere Toner skal vugge
End Muldens, der slaaer mod hans Lukke.
Thi Favnen saa tryg for hver Smerte
Den er ved Al-Kjærligheds Hjerte;
Og Tonerne, som han fornemmer,
Er Englenes hellige Stemmer.
Guds Fred med den tidlige Døde,
Guds Fred med de Hjerter, som bløde;
O stir ej paa Gravenes Skygger,
Guds-Freden er hist, hvor han bygger.
