To Lykkelige der var engang,
Som glade hinandens bleve,
Saa vilde de bygge sig et Hjem,
Hvor de kunde sammen leve.
Og til et lyst og steenfast Huus
De Tvendes Mure sig rejste,
Og øverst højt paa den venstre Gavl
Et mægtigt Jernkors knejste.
Og Mange undred sig, at det Kors
Ej lod sig for Blæsten bøje;
Ej Nord og Syd eller Øst og Vest
Det viste som andre Fløje.
Men det var ej som et Mærke sat
Paa Vindenes skiftende Vrimmel,
Det skulde kun pege Dag fra Dag
Urokkelig mod Guds Himmel.
Det skulde kun staae som et ydmygt Tegn,
At disse Tvende herneden
Ej anden Vej end Christi Kors
Sig vidste til Saligheden.
Saa samled de sig ej Gods og Guld,
Saa vraged de prangende Smykke,
Og havde den underlige Tro,
At Rigdom grunder ej Lykke.
Saa bragte de Hjælp til Armods Vraa
Og Trøst til lidende Sjæle;
Og levned, da de gik hjem til Gud,
Kun et elsket Eftermæle.
Dem fulgte i Huset et andet Par,
Der fulgte en anden Fane,
Og bytted det mørke, faste Kors
Mod en gylden, svajende Hane.
For ringe Kjøb det rustne Jern
Fik Egnens Folk saa i Hænde,
Og planted det som et Monument
Paa Graven over de Tvende.
Der stod det gammelt, rustent og tungt,
Tidt dømt med spottende Stemme;
Men Intet dog som det gamle Kors
Paa denne Grav havde hjemme.
Det havde jo mindet dem Dag fra Dag
Om Forsagelsen og Døden,
Og peged nu fra deres Grav til Løn
Mod Opstandelses-Morgenrøden.
