I Førstningen, da de stødte sammen,
Da var Bekjendtskabet ikke til Gammen;
Den Store syntes, her var saa godt,
Den Lille syntes, her var saa smaat:
„Med saadan en Sump skal jeg lade mig nøie,
„Det byder man En, som er født i det Høie!
„Hvilken Flade! Herfra og til Verdens Ende!
„Mine stolte Fjelde, ak, hvor er I henne?” —
Den Store hørte en Stund herpaa,
Saa sagde den: „Hør, veed du hvad, du Smaa,
„Du er født i det Store, men selv er du lille,
„I dit Sted tav jeg hellere stille!”
Dog, gik de hinanden end lidt paa Klingen,
Mens Tiderne randt, saa ændredes Tingen;
Den Store tænkte: Jeg elsker min Slette,
Han elsker sit Fjeld, det er jo det Rette;
Den Lille mærked i Mund og Mave,
At Græsset er ganske godt paa det Lave;
Saa slutted de Fred, ja Venstab med Tiden,
Og det har de trofast bevaret siden.