Som Svalen, naar det favre Foraar kommer,
søger til Barndomsreden snelt tilbage,
saaledes du, hvis Længsler hjem dig drage,
forlader os i Kvæld.
Og jeg, din Ven, som bliver her bedrøvet
og nu først fatter, hvad i dig jeg mister,
jeg sender i den bitre Sorg, jeg frister,
til dig et ømt Farvel.
Kun nogle korte Timer var vi sammen,
men afgjort blev min Lod i dette Møde;
jeg véd, at uden dig mit Liv er øde,
og skilles dog fra dig
Du, som saa medynksfuld, saa god og kjærlig
kan med din Trøst hver fremmed Sorg husvale,
glem ikke i det Fjærne disse Dale,
glem ikke mig!