Sønderriv den dunkle Taage,
bag hvis Slør du bly dig gjemmer,
blege Stjærne, du, som stemmer
med min egen Ensomhed!
Tyst og stille frem du træder,
vandrende din Vej alene
som mit Liv, der uden Glæder
skrider tyst mod Maalet ned.
Naar min Sjæl i stum Betragtning
hæver sig paa Sorgens Vinger,
er det, som Naturen bringer
den et Bud med Trøst og Tro.
Op til dig mit Blik jeg sender;
thi vi ligne jo hinanden;
Stjærne, lad os være Venner!
Vi fik samme Lod, vi To.
Hvad der mest Fortroligheden
mellem dig og mig maa vække,
er det Tungsind, som vi Begge
fik af Skjæbnen paa vor Vej.
Uden Selskab maa du skride
fattig og forladt din Bane,
og det er min Trøst at vide,
at du ensom er som jeg.
Milde, medynksfulde Tanker
sender du mig fra det Fjærne;
saa hav Tak, o Aftenstjærne,
for den blide Trøst, du gav!
Mod det Maal, som Skjæbnen satte,
gaar du rolig Pilgrimsgangen;
saadan vandrer jeg Forladte
ogsaa fremad mod min Grav.