Natten
Helliget Amtmand Vibes Minde.
Helliget Amtmand Vibes Minde.
Høitidelig, o Nat! Du stiger ned;
Forenede i dine Skygger vanke
Fred, Viisdom, og den stille Eftertanke,
Og Sandhed selv i Fantasiens Fied;
Hvor levende Du tryller mig tilbage
Erindringen af de hensvundne Dage!
Jeg Aander seer for Øiet svæve frem,
Og mangen elsket Ven jeg seer blandt dem.
Kun Navne nu, kun Skygger ere I!
Kun Hierter, dem I vare dyrebare,
Med Ømhed Eders Billeder bevare;
Med Livet nys I aagrede som vi,
Du, Olding! sørged’ meest for Fremtids Dage
Du, Yngling! drømte kun om at behage,
Hver ad sin Vei med travle Længsel drog
Ved Graven samledes de Veie dog. —
Henfarne! nægtes Eder da den Fryd
Blot med et Glimt at glæde Venners Øie?
Af Eders Trin paa hine skiulte Veie
Hvi lytte de forgieves til en Lyd —
Hvad Under, Ak! om Støvets Søn nedstiger
Med Bæven til de ubekiendte Riger;
Fra kier skiøndt liden Eiendom man gaaer
Vemodig end til visse bedre Kaar —
Er Helten der, i Slagets Bulder vild,
Naar han blandt Krigs-Trompetens Skingrestemmer
Bedøvet er, og Dødens Rædsler glemmer,
Henreven, som af en elektrisk Ild,
Ei mindre stor, end den, som skuer rolig
Fra Sygeleiet ned i Dødens Bolig,
Og, medens Livet vinker ham til Lyst,
Dog hører kæk dens frygtelige Røst.
O! han — thi Dødelig som han jeg er —
Hans Skygge mig skal Mod og Kraft tilsmile
Og over mig hans Aand skal engang hvile —
Thi han som jeg og Præg af Støvet bær —
Hvad gav ham Mod, hvor hvilede hans Tanker
Hvor fandt han vel en Grund for Haabets Anker?
— Ei drømte han med rolig Mine saa,
Ei Stolthed kan i denne Kamp bestaae —
O Vibe! som i denne Venne-Hob
Den sidste, for min Aand Dig aabenbarer,
Jeg seer Dig! — Du de samme Træk bevarer
Af Mod og Kraft, og ædle store Haab;
I Vennekreds Din dierve kiække Tale
Jeg hørte tit Din aabne Siel at male,
Dit skarpe Blik saa ofte mig henrev —
— O! end i Døden Du min Lærer blev. —
Paa Islands golde Kyst, ved Heklas Fod
Hvor ingen Rose paa Din Gravhøi smiler,
Du ved Din Vens, ved Meldahls Side hviler —
Din Ømhed selv ei rokkede dit Mod.
Ei elskte Børns, ei ømme Hustrues Klage,
Ei hine Vink til lyse Fremtids Dage
Som til fortiente Hæder Dig indbød —
Du rolig saae dens Intet ved Din Død. —
Din Følelse kun talte Helte-Sprog —
”Bliv elskte Datter! taal at see mig lide!
”Din Fader see i sidste Kamp at stride;
”O! dette Syn dig giøre god og klog!
”Jeg ærer Ømheds Graad paa dine Kinder,
”Om noget større dog min Død dig minder;
”Som Barn den ud fra Livets Skole gaaer,
”Der ei den store Kunst at døe forstaaer. —
O! tause Nat, saa tit Du stiger ned,
Og Dine Vinger over dem udbreder,
Som ved hans Bortgang tabte Livets Glæder
Da skiænk dem Trøst og Haabets stille Fred;
Siig Du: hans Haab til Vished sig har hævet,
Da han af Gud Udødelighed kræved’,
Han skued grant og klart, da var han viis;
Hans store Krav var Herrens sande Priis.
Ja Vibe! ja, du hører dette Qvad
End denne Harpes Toner dig behage;
O! Du den første, som i Ungdoms Dage
Mig rakte den — og hørte mig saa glad
Med bange Haand de første Slag at vove —
— I Gravens Skiød, ak! nu de alle sove,
Der ynded’ og opmuntred’ mig som Du —
Og — deres Støv det er min Musa nu. —
J. Rein.