Svøbt i Mulm, paa lette Vinger svæver
Natten rundt om mig:
Alting tier: stundom eene hæver
Mørkets Fugl sit fæle Skriig.
Intet Glimt af Nattens Sole smiler
Til mit Øie ned:
Taage sort og tung, paa Sletten hviler:
Luna mørk bag Skyen gleed.
Nat! uvenlig, kold som Dødens Hule,
Taus, som Gravens Roe!
I dit Sloer sig Lysets Fiender skiule,
Rædsler i din Skygge boe.
Frygtens Moder! flux dit Scepter vige!
Flye! thi Hanen goel:
Straalende vil snart fra Østen stige
Dagens Væld, den blide Soel. —
Ak! skal Mulm, naar Lys og Liv forsvinde,
Evig dække mig?
Vil ei Glands af Gravens Nat oprinde? —
Store Haab! jeg spørger Dig.
J. St. Munk.