Lycksalig den som ikke veed
Hvor riime-bylden kriller
Og den som af forfarenhed
Ei prøver disse griller.
Nu som ieg dette skriver, kom
Mig just i hue og sinde
Hvad mand i tide-bogen om
En dag, hand sine Sønner saae
At leege, rende, springe
Og med en stock de reede paa,
Sig om paa gulved svinge,
Hand liigeledes tog en stock
Til leegen sig begiver
Og mit udj den børne-flok
Om springer, hopper, kliver,
Hans ven det saae, thi siger hand,
Lad ingen dette vide
Før du og faaer en Søn, som kand
Dig komme til at ride.
Nu til min text, ieg meener den,
Som af naturen fristes,
Kand vidne best, hvor sterck vor pen
Af rime-febren rystes,
Med denne syge plaged
Andfegtninger har prøved hart
Til nu, ieg er bedaged.
Den digte lyst ieg hos mig fant
I Eenerom mig søgte;
Med punde vegt forøgte.
Men det som giorde meest her til
Det Gud eengang betale vil,
De sagde: skriv dog meere.
Dermed min Sommer morgens Soel
Og Vinter afftens lampe
Gaar bort, naar høres ingen skraal
Og ingen fod at trampe.
Og slider hen mit korte lif,
Imidlertid ieg riimer
I er unyttigt tids fordriv
Og frugtesløse timer.