Tøger Reenberg (1656–1742)

Reenberg, Thøger, 1656–1742, Digter, fødtes i Viborg 10. Okt. 1656 og var Broder til ovennævnte Stiftsprovst Morten R. Trods en stor Børneflok vare Hjemmets Kaar velhavende, og efter at være bleven Student fra Viborg Skole 1675 og have taget theologisk Examen 1679 kunde R., som imidlertid havde mistet begge sine Forældre, tiltræde en længere Udenlandsrejse 1680–82. Han studerede i Oxford, besøgte London, traf i Paris en ældre Broder Frands, senere Læge i Aalborg, og rejste med ham til Venedig, Rom og Neapel samt gjennem Vesttyskland og Holland hjem. Denne Rejse har utvivlsomt haft en lignende Betydning for R., som Holbergs store Rejse 20–30 Aar senere fik for dennes digteriske Udvikling. Direkte vide vi vel endnu mindre om R.s end om Holbergs Rejseindtryk; men han besøgte de vigtigste Kulturlande netop paa den Tid, da Hoffet i Versailles stod i sin Glans som Mønster for alle andre Lande, og da den franske Smag begyndte sin Sejersgang gjennem Evropa. Intet Under da, at han, som var et kvikt Hoved og en litterært interesseret Mand, allerede 20 Aar før Holberg brød med den her hjemme herskende Efterligning af tysk Andenhaandspoesi, udvidede den digteriske Synskreds til Frankrig og England og hos os blev den første Herold for en Reform, der gjennem lange Tider skulde præge al evropæisk Litteratur.

De første Aar efter Rejsen benyttede R. til fortsatte, især litterære, Studier. Han var godt hjemme i de moderne Hovedsprog saa vel som i Latin og oversatte flere Andagtsbøger fra Engelsk og Fransk. Men imidlertid smeltede hans Formue ind, og da han 1685 ægtede Magdalene, en Datter af Dr. jur. Matthias Broberg, maatte han være betænkt paa at underholde en Familie. Han forpagtede da af sin ældre Broder Jens Fædrenegaarden Lynderup nord for Viborg. Her synes han i Begyndelsen at have haft vanskeligt ved at forbinde sine Studier med sin praktiske Virksomhed, især da han i Aarenes Løb fik ikke mindre end 12 Børn, hvoraf dog kun 2 overlevede Faderen. Hans Hustru var sygelig og døde 27. Dec. 1729. Men R. var en dygtig Landmand, der trods sine stadige Klager over smaa Kaar i Aaret 1703 kunde kjøbe sin egen Herregaard, Ristrup nordvest for Aarhus, og som efterhaanden naaede betydelig Anseelse. Han blev 1688 titulær Kancellisekretær og anvendtes i en Mængde offentlige Forretninger og Tillidshverv, især efter at han 1703 var udnævnt til 4. Landsdommer i Jylland. 1714 opnaaede han den lønnede Stilling som 2. Landsdommer, blev 1730 Justitsraad og døde 24. Juni 1742 som en 86aarig Olding.

Først en halv Snes Aar efter sit Giftermaal, da han havde overvundet de første Vanskeligheder ved Landvæsenet, optræder R. som en frugtbar Lejlighedsdigter med rimede Indbydelser, Taksigelser, Ansøgninger osv., som den Gang vare saa almindelige. Men hvor ubetydeligt og prosaisk end Indholdet er, betegne disse Digte dog en Reform i Stil og Sprog. Samtidens langtrukne, højtidelige, ofte servile Alexandrinerdigtning laa hans jævne Natur fjærnt; strax fra først af søger han tilbage til den danske Lejlighedspoesis Fader og gjenindfører Bordings lette, 4fodede Jamber og i Forbindelse dermed hans fordringsløse, spøgende Tone, som fra nu af bliver almindelig i denne Art Digtning. R.s Vers ere i det mindste usøgte og naturlige; medens Personligheden før druknede i Abstraktion, kunstlet Pomp og Stivhed, give de et kulturhistorisk interessant, livagtigt Billede af den kjærnesunde, gemytlige jyske Proprietær for 200 Aar siden, der elsker et godt Lag og et godt Glas og aldrig taber Humøret midt i sine Penge- og Familiesorger. Det er ogsaa R., vi skylde vore første ægte Drikkeviser, De ere rigtignok oversatte fra Fransk; men hans: «Kommer, I Filosofister!» og

          «I et Vinhus vil jeg sige

          mit Farvel og lægges ned»

ere blevne varierede paa forskjellig Maade ned gjennem det 18, og 19. Aarhundrede.

Natursans eller erotisk Følelse søger man derimod forgjæves i R.s Digtning, og de faa Vers, han efter Tidens Skik har ofret paa Religionens Alter, deriblandt en Oversættelse af Davids Bodssalmer, vidne ikke om nogen dybere Grebethed. Han var Forstandsmenneske som alle hans samtidige, og en Mængde af hans Digte er moraliserende: praktiske Leveregler, til Dels rettede til hans Børn, Anprisninger af «den ædle Middelmaadighed», Betragtninger over Ægteskabet og Kvinderne eller over almenmenneskelige Daar-skaber og Latterligheder, som i ofte beslægtet Form gaa igjen fra J. Steen Sehested og helt ned til Holberg og Falster. Her begynder imidlertid R.s Tilslutning til franske Mønstre, især Boileau, hvis Satirer saa vel som deres Forbilleder hos Horats og Juvenal han flittig benytter, til Dels endog bearbejder og lokaliserer, som i «Det latterlige Gjæstebud» efter Boileaus «Festin ridicule».

1706 oversatte R. Englænderen Vanbrughs Skuespil «Æsop», en Oversættelse, som i øvrigt kom paa Scenen i den danske Skuepladses første Sæson 1722. Stykkets Æmne førte ham ind paa Fabelen, som Lafontaine havde bragt i Mode, og som ved Aarhundredets Midte kom til at spille en saa stor Rolle i Tyskland med Züricher-Skolen, Gellert og Lessing, som Middel i Kampen mod den franske Klassicismes Unatur. I 14 Aar skal R. have arbejdet paa sin Oversættelse af Phædrus’ Fabler, og han fik ogsaa i denne Retning Efterfølgere, bl. a. i Suhm og Holberg.

Størst Betydning fik R. dog ved hos os at indføre den litterære Satire og Kritik i fransk Aand,’ atter efter Boileau. I et af de sidste Aar i det 17. Aarhundrede vakte hans «Forsamling paa Parnas» overordentlig Opsigt og spredtes i Afskrifter over hele Landet. I den allegoriske Form af en Drøm, hvor Apollo mønstrer en Række af Tidens Poeter som Aspiranter til Arrebos Plads paa Parnasset og omsider bestemmer sig for Kingo, fremstiller R. her, ligesom Boileau i sin 2. Satire, Vanskelighederne ved at give Tanken en let og fri poetisk Form. Men Samtiden forstod endnu ikke Nødvendigheden og Berettigelsen af den udrensende Kritik, der maatte forberede en Reform af Poesien. Kritikkens offentlige Fremdragelse af Digternes Fejl opfattedes nærmest som Skandskrift og Indgreb i Privatlivets Fred, og fra dette Synspunkt blev R. Gjenstand for rimede Angreb af Præsten Mads Bergenhammer, Poeten Jacob Schandrup og til Dels af Sorterup. Som Forsvar og Bevis for sit poetiske Dommerkald skrev han saa omtr. 1701 «Ars poetica», et Læredigt om Poesiens Natur, som næsten alle Nationer fik dem i denne Reglernes og den klassiske Efterlignings Periode. Det er her som overalt Aristoteles’ og Horats’ Tanker, vi møde, til Dels i Boileaus Behandling («Art poétique», 1674). R. var nu hverken som Digter eller som Menneske betydelig nok til at blive en dansk Boileau eller Pope, der formaaede at lempe disse sproglige og poetiske Regler saaledes efter vort Folks Aand, at man fra ham kan datere den nye Smagsretning. Dennes delvise Gjennemførelse ved en mere udpræget Digterpersonlighed oplevede han først som en allerede halv forglemt Olding. Men han var i alt Fald den første her hjemme, der gjorde opmærksom paa, hvad der i saa Henseende var oppe i Verden uden om os, og man vil næppe kunne nægte, at han i Modsætning til Fortiden havde Sans for det afgjørende i al Poesi:

          «Ved Regler det forgjæves er

          at ville Verset tvinge,»

eller at han fremfor sine samtidige, Holberg iberegnet, besad aabent Blik for de digteriske Skjønheder, navnlig hos Klassikerne. Han følger ingenlunde slavisk Boileau, men behandler Æmnet frit, i sine egne lette Vers, i en kvik og klar Fremstilling, ofte krydret med Lune, og i et forholdsvis rent og godt Sprog, skjønt hans versifikatoriske Lethed stundum kan forføre ham til Skjødesløshed og snaksom Vidtløftighed. Hans sproglige og stilistiske Fortrin træde ikke mindst frem ved Sammenligning med Jørgen Sorterup, som omtrent samtidig forsøgte sig i den litterære Satire, men er lige saa dunkel og skruet, som R. er klar og jævn. – Til «Ars poëtica» slutte sig et Par mindre Læredigte: «Poesiens Opmuntring» (1702), nærmest Panegyrik til Kongen, og «Poesiens Vanskelighed» (1703), en Klage over Uviljen mod Satiredigtning med fornyede Udfald mod slette Lejlighedspoeter, atter støttet til Boileau.

R.s poetiske Skrifter, som i Forfatterens Levetid kun kom frem i spredte Enkelttryk samt i de Wielandtske og Luxdorphske Verssamlinger, udkom 1769 i en efter Tidens Forhold statelig Udgave med Fortale af Professor Kofod Ancher, Forfatterens Levned og Luxdorphs lærde Noter.