Løven lysted’ Dyr at beede,
Æselet han sendte Bud,
Med at gaae. Han strax er rede,
Følger og med Løven ud.
Jagten stillet, Æselet
Sættes paa sit rette Sted.
Der befales: At han ikke
Ladet Ørerne udstikke
Over Busken; Thi da blev
Jagten spildt, og intet drev:
Men han skulde sig tildekke,
Skryde himmelhøyt, og skrække
Hvert et Dyr, i Skoven laa;
Løven vilde passe paa,
Dennem fange, naar de flyede.
Æselet tog til at skryde:
Echo gav saa stort et Skrald;
Alle Dyr, derinde vare,
Skrækkedes for denne Fare,
Meente, Skoven stod paa Fald.
De til Springs sig ud begive:
Tilig nod de kommer an;
Løvens Deel de maatte blive,
Holde for hans Kloe og Tand.
Jagten endet, Løven taler
Til sin Jæger; flux han kom,
Sprekker store Ting, og praler
Om hans Skraal og store Brum:
Spørger, om han ei fortiente
Tak, for Jagten gik saa vel?
Lykke var det, jeg dig kiendte,
Svarer Løven: Thi med Skiel
Havde jeg mig tænkt i Fare,
Om dit Æsel-Mod og Bryst
Nogenledes kunde svare
Med din uforskammed Røst.
Tapper Mod og god Forstand
Eene giør, at Mand er Mand;
Sprekke Tydsk, og Eeder flette,
Knebelbarter op at sætte,
Vinder ikke Skaane Land.