Jeg kjender en gammel Borgruin,
Salen staaer tom derinde;
End gjemmer Kjældren den ædle Viin;
Men Ingen kan Nøglen finde.
Der straaled Kjertérne før ved Fest
I blomstersmykkede Haller;
Nu hersker derinde den kolde Blæst
Med Uglerne som Vasaller.
Thi hun, som gød af sin Trylleskaal
Glandsen om Borgens Tinde,
Gav Sangen Flugt og gav Kraften Maal,
Gav Farve til hvert et Minde, —
Borgens Dronning, den deilige Fee,
Har ladt den øde tilbage,
Isnet og kold som den evige Snee,
Stum, for evigt at klage. —
Mit Hjerte er som en Borgruin;
Salen staaer tom derinde;
End gjemmer Kjældren den ædle Viin
Men Ingen kan Nøglen finde.
12/2 75.