Mens alle Smaablomster sove,
Og Aftenstjernen har Vagt,
Vidt over Mark og Skove
Rider den vilde Jagt.
I raslende Pandserskjorte
Fare de høit tilhest,
Paa Gangere, fnysende, sorte
Som Uveirsskyer for Blæst.
Forrest med Fyrstehatten
Rider Kong Volmer selv;
Ham følger en Flok i Natten
I Løb som en opstemt Elv.
Sælsomme Maaneflammer
Lege paa Jægernes Dragt,
Hundekobbelet glammer
Med Halsen mod Veiret strakt.
I Stormen Pidskene knalde
Til Hornenes hule Lyd;
Som Stjerner fra Himlen falde,
Flyve de blanke Spyd.
Foran med kneisende Takker,
Stønnende tungt og kort,
Flyer over Dal og Bakker
Den hvide jagede Hjort.
Den søger træt sig at dølge
I Sivet ved Gurre Sø;
Der splittes det vilde Følge,
Og Glammet og Hornene døe. —
Kongen er ene tilbage.
Han tvinger sin Hest i Skridt;
Under Bøgenes dunkle Tage
Drømmer hans Hjerte blidt.
Nattergal dybt i Skove
Synger Kong Volmers Savn,
Vinden henover Vove
Hvisker et elsket Navn.
Taagen som hvide Svaner
Ruger bag Sivenes Bræm,
Maanen med Trolddom maner
Syner af Sløret frem.
Hurtigt som Bølgespillet
Vexler Drømmenes Hær;
Stedse hans Blik et Billed
Dog møder, fjernt eller nær, —
Snart over Stub og Stene
Følgende Hjortens Spor,
Snart under Lindens Grene
Hviskende Elskovsord; —
Snart iblandt muntre Terner,
Smilende, hvid og rød,
Snart under Nattens Stjerner,
Klagende dem sin Nød.
Kongen sporer sin Ganger;
Maanen glider bag Sky,
Luften hans Arm kun fanger
Og Drømmens Billeder flye.
Kongen alene tilbage
Rider i stille Sorg;
Nattevindene klage
Over hans sunkne Borg.
Saalunde Kong Volmer rider,
Melder os Sagnets Ord, —
Fordømt for evige Tider
Til end at færdes paa Jord.
Thi kun hvo der løfter sit Oie
Mod evige Stjerners Glands,
Som har et Haab i det Høie,
Kan vinde Himmerigs Krands.
Men den, hvem de stærke Minder
Om Stjerner, der længst er slukt,
Med Vælde til Jorden binder,
For ham er Himmerig lukt.
27/8 73.