Min Sjæl var et lukket Rige,
Hvor Spirerne laae i Blund,
Og ingen Væxt kunde stige
Op fra den taagede Grund.
Og ingen Sang kunde høres,
Og ingen Blomst sende Duft,
Og intet Vingeslag røres
Gjennem den døsige Luft.
Og ingen Sol kunde finde
Vei til den sænkede Skat,
Og intet Stjernelys skinne
Gjennem den rugende Nat.
Da kom du med Vaarens Vinde
Og planted dit Tegn paa Strand
Og sagde: »Bliv Lys herinde!«
Og see, der blev Lys paastand.
Tusinde Blomster brøde
Med Vælde mod Lyset frem
Og stirred i Morgenrøde
Mod Skyernes gyldne Bræm.
Tusinde sølverne Kilder
Sprang ud i Rosernes Ly,
Liflige Sangfugletriller
Vaagnede høit under Sky, —
Duggen paa Blomster spredte
Sit tindrende Demantstøv,
Skoven sin Skygge bredte
Med dunkelt blinkende Løv.
Og Træer skjød høit som Palmer
Med glødende Frugter paa,
Tonerne klang som Psalmer
Mod Middagshimmelens Blaa, —
Og Alt, hvad frit kunde stige
Mod Lyset af Dvalen vakt
Og bæve, aande og hige,
Dit Scepter var underlagt. —
Nu er der skeet en Forandring
Som før ved en Trolddom brat;
Fuglen er gaaet paa Vandring,
Reden staaer tom og forladt.
Den sølverne Strøm er dækket
Af visnet, faldende Løv,
Den frodige Skov er knækket,
Den duftende Blomst er Støv.
Den straalende Sol i Rummet
Er isnet og uden Magt,
Den jublende Sang forstummet
I Stormenes vilde Jagt.
Og over den mørke Scene
Som Nordlyspragt over Snee
Staaer endnu dit Billed ene
Som Ødelæggelsens Fee.
31/7 73.