Der staaer et Slot ved den blinkende Sø,
Hvor Bølgerne gaae under Lide;
I Slottet sover den fagreste Mø,
Man saae i Verden saa vide.
Min Elskede slumrer bag Mure af Malm,
Dysset ind af de tryllende Runer;
For Vindvet spændes af Bøg og Alm
Et "Telt, der skygger og luner.
Hun slumrer vel hundrede Aar i sin Vraa,
Før Trolddomslænkerne springe;
Haabet sig matter, mens Aarene gaae,
Og Ingen vil Offeret bringe.
Saamangen en Helt fra det Fjerne kom
Og vilde den Skjønne befrie;
Ingen dog voved den Dyst, hvorom
Med Gysen Sagnene tie.
I Haanden har hun et tilegnet Bind
Af ***s poetiske Værker;
Valmuen sender en Duftstrøm ind,
Som Bogens Virkning forstærker.
Hun slumrer vel tusinde Aar i sin Vraa,
Mens Haabet forsvinder afsigte;
Hun slumrer, til Nogen vil tage sig paa
At læse hans samtlige Digte.
10/1 71.