Der er en Plet i Lunden,
Som Rosenhækken lukker,
Hvor skjult jeg stirrer’ over Søens Flade
Til dig i Dæmringsstunden,
Imedens Linden vugger
Det’ fulde Maanelys paa sine Blade.
Den lyse Slotsfaçade,
Hvor alle Kjerter funkle
Fra Salen, hvor du dandser,
Den er for mine Sandser
Kun Skyer, som min Stjernes Lys fordunkle,
Den er mig kun en Larve,
Som gjemmer alt mit Liv, dets Glands og Farve.
Der er en Plet i Lunden,
Som først er grøn i Vaaren,
Hvor alle Sangere i Vaaren bygge,
Hvor jeg i Aftenstunden
Blev vakt ved Klang af Aaren,
Da du mig fandt i mine Rosers Skygge.
Du blev, til Dagens Smykke
I Slør af Purpursilke
Bag Taarnet var forsvundet;
Du blev, til Fuglen blunded,
Og Duggen randt paa Blad og Blomsterstilke;
Du blev, til Maanen fletted
De brede Guldbaand ind i Bølgenettet.
Der er en Plet i Lunden,
Hvor Rosen dybest brænder;
Men den er lis mod dine Læbers Varme, —
Hvor Tjørnen holdes bunden
I Net, som Snerlen spænder,
Men fastere dog jeg i dine Arme, —
Hvor ingen Bølger larme,
Hvor Skyggerne er brede
Og Blomsterne er friske, —
Der hørte jeg dig hviske
De Ord, som tales først, naar Sol er nede
Du hvisked i mit Øre,
Hvad ingen anden Dødelig skal høre.
Der er en Plet i Lunden,
Hvor Land og Bølge mødes,
Hvorover Linden skyggefuld sig helder;
Den seer i Dæmringsstunden
Min Lykkestjerne fødes;
Der Timerne jeg til dens Opgang tæller.
Naar Nattens Forbud melder
Med Himlens første Stjerne,
Med Duggens første Draabe,
At det er Tid at haabe,
Da speider jeg mod Slottet i det Fjerne,
Og lader Strengen tone,
Og sender dig en klingende Canzone!
26/10 70.