Han havde gjort det Største, nogen Mand
Har stillet Jordens andre Børn for Øie,
Hvad Ingen før og efter var istand
Med al sin Aand, med al sin Kraft og Møie.
En Skat han havde skjænket Hellas’ Land
Af, hvad hans Storsyn skued i det Høie:
Nedkaldet havde fra Olympens Sale
Han Guderne til Jordens lave Dale.
Hin korte Tid, da i Perikles’ Stad
Det var, som Alt, hvad Skjønhed Jorden eier,
Bar Blomst i samme Stund, det først fik Blad,
Da fløi hans Kæmpeaand fra Seir til Seier.
Dog drog hans Haand end Guder ned paa Rad
Blandt Verdens Børn, de glade Athenaier,
En Andagtsstorhed over dem han bredte,
Som Alvor ud til hver Betragter spredte.
Vidt skued over Havet stærk og rolig
Athene Polias fra Borgens Tind,
Mens i sin underskjønne Marmorbolig
Den høie Søster, Parthenos, drog ind.
Med hvert et jordisk ædelt Stof fortrolig
Han mægtig tvang dets Former efter Sind:
Til Guld og Elfenben, til Malm og Stene
Hans Snilde kunde Guddomsliv forlene.
Endt var det sidste Værk, som størst af Alt
Hans Navn for Efterslægten skulde melde:
Zeus, den olympiske for alle kaldt,
Stoltthronende i al sin Pragt og Vælde.
Af Mestren var i hvert et Træk fortalt
Om Tordneren, som kan Titaner fælde,
Om Gudernes og Menneskenes Fader,
Som retviist dømmer, og som mildt forlader.
Der sad han som al Magts og Høiheds Aand,
Der skifter Regn og Sol om Himmelranden,
Halvt hyllet i sit gyldne Klædebon,
Med Oliekransen over Herskerpanden,
Med Seirsgudinden som en Fugl paa Haand
Og Scepteret med ørnen i den anden;
Om Issen saae man Lokkerne sig hvælve,
Hvis Bølgen kom Olympen til at skjælve.
Da bøied Kunstneren sit Knæ mod Jord
Og bad: „Skysamler, mægtige Kronide,
Som gjorde selv min Gjerning stærk og stor
Og skjænked mig et Navn, som flyver vide, —
Du Guders Konge, paa hvis Magt jeg troer,
Send mig et Tegn, hvorpaa jeg trygt kan lide,
Et Tegn, at dette Værk af mine Hænder
Du for dit rette Billed selv erkjender!"
Da — er fortalt — da slog for Mestrens Fod
Et Lyn fra Luften gjennem Tempeltaget;
Trindtom et Ildhav vælded ham imod,
Og Grunden sittred under Tordenbraget.
Bedøvet og forfærdet end han stod, —
Uskadt var Værket, urørt han af Slaget;
Da først det for hans Tanke fuldt sig klared,
At den, paa hvem han kaldte, havde svaret. —
Saa melder Sagnet os fra Oldtids Dage.
Er det vel kun en Hyldest, Mestren bragt
Af dem, som saae hans Værker uden Mage
Og klædte deres Ros i Digtets Dragt?
Fik nogen Hedning sligt et Svar tilbage
Uden ved hin Tilfældighedens Magt,
Som skuffer Jordens Sønner, mens den trøster?
Hvo veed det? Hver faaer tænke, hvad ham lyster.
Men tænk dog, I, som troe den Daad saa stor,
Naar man et Folk dets gamle Guder raner:
Mon Han, som skabte Himmel, Hav og Jord,
Hver Dag kun gaaer de jer bekjendte Baner?
Mon Han, som sagde: „Skee dig, som du troer,”
Og som er nær, hvor man hans Væsen aner,
Mon Han, hvem kun ved Navn ei Mestren kjendte,
I Lynet ei sin Naades Hilsen sendte?