Det var i Innsbruck; Iltoget holdt;
Vi rasted kun øjeblikke;
Fra Bjerget aandede Luften koldt;
Rundtom et Landskab, vinterlig goldt,
Til Ophold fristed mig ikke.
Jeg traadte af Toget ud et Secund
Og lod mit Blik glide Kredsen rundt.
Oven en graanende Vinterdag
Med Sol, der paa Skyer dansed;
Sne kroned Alpernes Kuppeltag;
Men træt af Kjørslen og Reisens Jag
Kun halvt jeg Skjønheden sansed.
Og uden Tanker mit Oie gled
Mod Toppen op og fra Toppen ned.
Der laa den for mig, den fagre By,
Kranset af stolte Bjerge
Med Tinder, nu og da svøbt i en Sky,
Med Graner og Huse, der knap var Ly
— Saa syntes de mig — for Dverge.
Jeg saae paa Alt, og paa Intet ret,
Med Sindet underligt slapt og træt.
Da ved mit øre et Ord der klang,
Som vækked mig af min Dvale;
En Fremmed — jeg saae ei hans Træk engang,
Og knap har han vidst, han gav Text til Sang, —
Stod med en Anden i Tale.
Han løfted en Haand imod „Waldrast”s Top:
„Der ligger Brenner; der skal vi op!”
Mit Øie fulgte hans Fingerpeg
Mod Bjergets ædle Konturer,
Hvor Solglimt sittred i flygtig Leg,
Og Lyset bølgende sank og steg
I Toppens blændende Furer.
Der, over Snekammens skarpe Bryn,
Steg frem en Tind som et Aandesyn.
Jeg stirred — stirred — mig tyktes knapt,
Jeg end kunde troe mit øie;
Hint Skue, hvori det sank fortabt,
Ei syntes af Jordens Stof mig skabt,
Men sendt som Drøm fra det Høie;
Og kun af Formen, som rolig stod,
Jeg skjønned, det havde jordisk Rod.
Det var en Tegning af Straalespor,
Af Lys imod Lyset stillet,
En Glans — jeg maler den ei med Ord, —
Som Alt, jeg kjendte af Lys paa Jord,
Var Skygger i dette Billed.
Det var, som kunde det flye for Vind —
„Einsteigen!" lød det, og jeg steg ind.
Frem brused Toget, og Blad paa Blad
I Billedbogen sig vendte,
Vandskjellets mægtige Klipperad,
Og videre frem, mod den evige Stad,
Hvor Reisen og Længslen endte.
Og Synet blegned, og hvad jeg saae
Paa Veien, pakkedes ovenpaa.
Men mangen Gang i mit fjerne Hjem,
Mens Andet gik mig af Minde,
Der dukker af min Erindrings Gjern
Igjen med Vælde det Billed frem
Af Bjergets blændende Tinde.
Jeg lukker øiet, jeg seer den staae
Mod Luftens luende Hvidliggraa.
Og tidt, naar trættet af Veiens Sten
Jeg føler mig sløv og kuet,
Naar Foden jeg slæber, tung og sen,
Da svæver for mig en Haand af En,
Hvis Ansigt jeg ei har skuet;
Den peger frem mod en Bjergetop:
„Der ligger Brenner; der skal vi op!”