Det grove, skjæve Elmeblad,
Den Gjenstand er for tom!
Det var min Tanke, da man bad
Mig skrive Vers derom.
Og dog — en Plet jeg mindes end,
Aaben for Sol og Vind,
Hvor man som „Lysthus” planted hen
Smaaelme, Pind ved Pind.
Jeg tænkte, mens jeg saae derpaa: I
Hvad nytter det vel til?
Det Lysthus knap, før vi er graa,
Mod Solen skjærme vil.
Lidt ænsed jeg det lille Hegn,
Som grønnedes i Ro,
Før engang i en Sommerregn
Vi der fandt Ly, — vi To.
Hav Tak, du Elmens dunkle Blad,
Mod Bøgens lavt i Rang:
Du har dog skygget, hvor vi sad,
Min Lykke mangen Gang!