Blad af den vilde Vin, jeg saae dig liste
Dig ud af Svøbet, foraarslys og skjøn,
Da Vaarens Pust lod alle Knopper briste.
Dengang var hver en Urt og Ympe grøn;
Du var som Andre, end lod du ei ane,
Hvad i dit Væsens Dyb var gjemt i Løn.
Jeg saae dig svæve sorgløs som en Flane
For Somrens Vind, der kyssed dig med List,
Mens Aaret skred mod Høiden af sin Bane.
Da kom den Tid, da Løvet faldt fra Kvist,
Og Høstens Storm slog Somrens Skjønhed Vunder;
Du stod alene, stærk og tro tilsidst.
Jeg seer dig endnu, fager som et Under,
Fra Svalen vifte med dit Purpurslør
I Afskedstimens sidste, tunge Stunder;
Ved dig blev Timen skjøn som aldrig før.