Nu ligger Havet knuget
Af Isens haarde Lænke,
Og Solen, svobt i Skyer,
Vil ingen Varme skjænke.
De hundred frie Strømme,
Som før i Sommerglansen
Uhindret af hinanden
Traadte omkap i Dansen, —
De tusind raske Bølger,
Som ellers frit sig vugge,
Nu tvungne, arbeidsløse
I Nød og Afmagt sukke. —
Som hine tusind Vover,
Der nu i Trældom dvæle,
Sukke i Vintrens Trængsel
Vel Tusinder af Sjæle.
Dog, — lær af Havets Bølger,
Der ellers uden Tømme
Gaae hver ad egne Veie
I Foraarslykkens Drømme, —
Som ænse knap hinanden
I Sommerglædens Karskhed,
Men nu er sammenknyttet
Af Vinterkuldens Barskhed:
Som Frosten i sin Vælde
Slaaer Broer over Stranden,
Maa Nøden ogsaa knytte
Hjerterne til hinanden.
Og derfor, I, hvem Lykken
Ved dækket Bord beværter,
Lad lidt af eders Lunhed
Naae til de frosne Hjerter!
Mens Isens skarpe Bristen
Fjernt over Sundet gungrer,
Giv Smuler nu til Spurven
Og Brød til den, som hungrer!