Ved Gildesbord i Aachen
Den tyske Keiser sad
Og om ham rundt i Salen
Hans Riddere paa Rad.
Mens Vinen løste Tungen,
Man drøfted nu i Mag,
Hvad i det hede Dystløb
Var hændet samme Dag.
Og i den bolde Skare
Fra Rhinens vide Land
Var Herman Reck til Volmestein
Kaldt den bedste Mand:
I Kamp mod Landets Fjende
Som nys i Ridderleg
Af Alle blev han nævnet
Som den, der aldrig veg.
I Dyst man blev hans Mærke
Blandt alle fremmest vaer:
Et sølvhvidt Slør paa Hjelmen
Som Vinger frem ham bar.
Og kom han selv med Skrammer
Fra mangen stolt Bedrift,
Dog aldrig var det hændet,
At Sløret fik en Rift.
Men ildned ham ei Striden
Og rasted han i Fred,
Da var det, som hans Tanke
Var altid langt af Led.
Og pristes Kvinders Skjønhed
Ved lystigt Gildesbord,
Var Herman den blandt Alle,
Som fattigst var paa Ord. —
Der sad han nu som ofte,
Og lukket blev hans Mund,
Mens Keiseren med Undren
Gav Agt paa ham en Stund.
«Hr. Herman!» — lød hans Stemme
«I sidder i vort Lag,
Som var det ikke eder,
Der Kransen tog idag!
«I har jo Navn og Hæder,
Blev her den Bedste kaldt;
I eier Borg og Svende
Og ellers Nok af Alt.
Kun Eet kan end jer fattes
Som Pryd for eders Liv:
Jeg har en fager Myndling
At skjænke jer til Viv!»
Dybt Ridderen sig bøied,
Til Kinden foer hans Blod:
«Stor Tak for Gunst, Hr. Keiser,
Som helst jeg tog imod.
Men længst jeg gav mit Hjerte,
Jeg fik en Kvindes Tro;
Og ingen Magt i Verden
Kan skille mer os To.»
«Ei! det var Nyt at høre!
Til Lykke da! Tal ud!
Siig Navnet os paa Damen,
I valgte jer til Brud!»
«Forlad mig, Herre Keiser!
Mit Ord mig binder her:
For Ingen kan jeg røbe
Den Kvinde, jeg har kjær.»
«I vrager, hvad jeg byder,»
Fik umildt han til Svar, —
«Saa tør vel og jeg vente,
I gjør mig Grunden klar.
Kan ei for mig I nævne
Jer Dames Navn og Æt,
Har I paa eders Ære
Og hun paa sin en Plet.»
Og pludselig i Salen
En Flod sit Dige brød,
Mens al den skjulte Avind
Sin Gift omkring ham gød:
«Tør det, som I fordølger,
Ei fuldt i Lyset sees,
Saa har I ikke længer
Jer Plads i denne Kreds!»
Og mer og mere sleben
Traf Spotten med sin Dolk:
«Kan hænde, Bruden ikke
Er født af Christenfolk!»
«Er det en Jødepige,
Som har jer Taushed kjøbt?»
«Fortæl os blot, Hr. Herman:
Er eders Dame døbt?»
Han reiste sig; hans Øie
Gik over Skaren stolt;
Paa Keiseren omsider
Det hviled fast og koldt.
En Morildglans der strømmed
Fra Hjelmens Flagreslør,
Der som i Harme lyste
Saa hvidt som aldrig før.
«I vil det, Herre Keiser;
Saa skee det, som I vil:
Ei Blu har dulgt den Kvinde,
Mit Hjerte hører til.
Saa byrdig er min Dame
Som I, og rig og stor:
En Dronning selv, hun viger
For ingen Drot paa Jord.
«Hun løfter sig af Bølgen
Med Perler i sit Haar,
I Sommernattens Mildhed
Hun Harpestrengen slaaer.
Saa skjær som Skummets Lilier
Er hendes hvide Hud,
Og trindt bær Havet Gjenskin
Af hendes Sølvmorsskrud.
«De stride Strømme vendes
Ved hendes Øies Blink,
Og Kæmpehaien kryber
Som Hund paa hendes Vink;
Naar sine Bryn hun rynker,
Da stiger Havets Flod,
Og fraadende det vælter
Sig Kysterne imod.
«Men smiler hendes Læbe,
Da glattes det med II;
Det stiltes, hvor vi mødtes:
Nær mig var hun kun Smil.
Ved mig kom ingen Snekke
I Nød til denne Dag; —
Det volder I, om Snese
Inat vil være Vrag.
«Og træder mellem Roser
Paa Strand hun mig imod,
Er hun hos mig kun Kvinde
Fra Hoved og til Fod.
Paa Jord er ingen Skjønhed
Saa rig og lys og varm
Som den, der mangesinde
Har bævet i min Arm.
«Saa klar er ingen Stjerne
Som hendes Øine blaa;
Det er, som Hav og Himmel
I deres Dybder laa.
Saa liflig skjænkes ikke
I Paradis en Drik
Som den, der for mig strømmer
I hendes Røst og Blik.
«Vidt om i Sagn og Sange
Er nævnet hendes Navn;
Kun mig blandt Jordens Sønner
Hun aabnede sin Favn.
Om Daab jeg forsked ikke,
Os vied ingen Klerk;
Den Tro, jeg skjænked hende,
Den er til Døden stærk.
«I bød mig, Herre Keiser,
At nævne jer min Brud;
Har jeg vor Løndom røbet,
Mit Liv er levet ud.
Jeg skrev min Skjæbnes Rune
En Nat ved Vestens Sø:
For hende har jeg levet;
For hende tør jeg døe.»
Forstenede af Rædsel
Sad Alle trindt en Stund,
Mens Navnet «Melusine!»
Gik tyst fra Mund til Mund.
Og Alle saae, mens rolig
Han gjennem Salen skred,
At sort som Kul var Sløret,
Der hang fra Hjelmen ned.
Saa svang han sig i Sadlen,
Han sporede sin Hest;
Bort sprængte han i Natten
Ad Havet til, mod Vest.
Blandt Levende har Ingen
Ham mere seet paa Jord;
Og Sagnet, der ham mindes,
Har tabt hans sidste Spor.