«Hun har taget — staaer Noget paa Jorden fast?
Den helligste Lov skeer Overlast,
Som Ingen før turde rokke!
Hun har taget — hjelp Gud for Tort, jeg led!
Min Rang, min Magt og min Myndighed,
Alt, jeg evner, og Alt, jeg veed:
Hun har taget min Klokke!
«Hvordan gik det til, hvad her er skeet?
Det Hele er slet ikke forudseet
Af Rigsdagens Viismænds Skokke!
Du Lovgiverhjord, hjelp til og gransk,
Hvad nu er at gjøre mod det paa Dansk,
Som vist hedder «fait accompli» paa Fransk:
Hun har taget min Klokke!
«Hvad gjør de vel ellers Verden omkring?
Ja, — de har vel Vagter for deres Thing
I rødt Livree og med Stokke;
Man har vel sit Værn i Orden blot,
At ikke som jeg en Rigsdags Drot
Skal tilstaae, Thinget og sig til Spot:
Hun har taget min Klokke!» —
I Folkekaarne i Danevang,
Hvem Spot saa lidt som Sirenesang
Kan skræmme eller kan lokke!
I Herrer, hos hvem al Magt beroer,
Al høiere Indsigt staaer i Flor, —
Tag Varsel dog af de fem smaa Ord:
«Hun har taget min Klokke!»
O Danmark! Ring kun med din Kultur
Som tryggere Værn end en Fæstningsmur
Mod alle Vandalers Flokke:
Der staaer «die eiserne Jungfrau» engang
Og planter i Gulvet en Lansestang;
Du selv kan da synge som Svanesang:
«Hun har taget min Klokke —!»